Ryg og lændesmerter

Træthed og ømhed i ryggen er noget mange kender til. Ofte kommer det specielt til udtryk efter en lang arbejdsdag, hvor man har siddet eller løftet meget. Træthed og ømhed i ryggen kan skyldes mange ting. Det kan være alt fra simple muskelinfiltrationer, hold i lænderyggen til en diskusprolaps. Ofte kan det være svært at specificere en præcis årsag til problemet, men man ved at arbejdsmæssige faktorer ofte spiller ind.

Smerter i øvre del af ryggen

Pludselige opståede smerter i den øvre del af ryggen (nakken) vil ofte betegnes som "hold i nakken" eller "nakkehold". Dette kaldes også for cervicalgi. I denne situation vil bevægelse af hoved og hals fremkalde yderligere smerter. Bevægelsesudslaget vil ofte også være begrænset, evt. med en fejlstilling af hoved. Smerterne kan både skyldes et muskulært problem, men også være lokaliseret til de små led i nakken og deres tilhørende ledkapsler.
Smerterne kan også skyldes at musklerne i dette område er overbelastede (traktionsperiostit). dette kan skyldes mange ting, men et regulært holdningsproblem eller en lang dags arbejde med et ensidigt gentaget arbejde (EGA), er ofte en stor del af årsagen. Især når vi sidder, arbejder vores rygmuskler statisk og det er derfor meget vigtigt at holdningen er god og at man varierer siddestillinger, samt rejser og bevæger sig i løbet af dagen.

Smerter langs ryggen

En pludslig opstået smerte langs ryggen kan skyldes en "fibersprængning" også kaldet en muskelruptur. En muskelruptur er en overrivning af muskelfibre inden i en muskel. En overrivning kan være fra få til mange fibre. Overrivningen kan ske ved en enkelt bevægelse som kan være fra et lille vrid til tunge løft.
Føles ryggen låst eller som om noget sidder i klemme, kan smerterne skyldes at et led i ryggen f.eks. de små led langs ryggen (facetleddene) kan låses, hvilket vil føre til at musklerne i området vil spændes i et forsøg på at beskytte det låste led. Ryggen føles derved stiv og øm, og ofte med begrænset bevægelsesudslag til følge.

Smerter i lænderyggen

Smerter lokaliseret til den nederste del af ryggen (lænderyggen) kaldes ”hekseskud” eller ”lumbago”. Her er bevægelsen i ryggen ofte nedsat. Man ser tit at ryggen holdes let foroverbøjet eller hældende til en af siderne. Musklerne føles spændte og ryggen føles stiv. Også her kan smerterne også skyldes muskelfibre overrivninger eller irritation af leddene langs ryggen.

Fælles for samtlige rygsmerter er, at de ikke har udstrålende smerter helt ud i arme eller ben. Følelsessansen og reflekserne vil ikke være påvirket, dog kan en sovende, stikkende og snurrende fornemmelse godt være tilfældet. Mærkes udstrålende smerter til arme og ben, vil smerterne givetvis skyldes en nerveafklemning. Dette kan ske på grund af flere tilstande. To af de mest hyppige er diskusprolaps samt en afklemning af den store Ischiasnerve. Diskusprolaps ses hyppigst i lænderegionen, men kan dog fremkomme langs hele ryggen.

Mellem alle ryghvivlerne i ryggen ligger en støddæmpende pude, som består af en hård ydre skal og en blød kerne. Når man taler om en diskusprolaps er den bløde kerne i en diskus trængt ud gennem den hårde skal og trykker på nogle af de mange nerver der løber langs ryggen. Denne form for nerveafklemning give stærke smerter som kan stråle helt ud i arme og ben. Hos nogle er smerten stærk som f.eks. når tandlægen borer i en tand og rammer nerveroden, mens andre slet ikke kan mærke de har fået en diskusprolaps og derved ofte slet ikke opdager de har en. Ved mistanke om en nerveafklemning som skyldes en diskusprolaps, skal man straks søge en læge. Hvor man før opererede for diskusprolapser, behandler man i dag langt de fleste med medicin, manuelbehandling og træning.

En nerveafklemning kan også skyldes spændt muskulatur. Når vi taler om nerveafklemning, er det ofte den store ischias nerve vi ser afklemt. Ischias nerven er kroppens tykkeste og bredeste nerve. Den passerer ballemuskulaturen i sit forløb og det er ofte her man ser en afklemning af nerven.
Smerterne kan føles i lænd, balleregion, ben og helt ned til foden. 
I denne situation er manuelbehandling og træning ofte den anvendte behandlingsform.

Få et uforpligtende tilbud »»